30. august 2019
Dine kunder er ligeglade med din mission og vision
Det lyder voldsomt, men dine kunder aner faktisk intet om din mission og vision – og det rager dem! Se på dig selv: Når du drikker en cola, vælger du så den fra firmaet med en mission om at skabe flere smil eller den fra firmaet med en mission om at give inspiration til øjeblikke af optimisme og livsglæde? Ja, det er Pepsi og Coca Cola, og du har sikkert en favorit, men næppe på grund af mærkets mission (og hvis du i øvrigt kan se en afgørende forskel mellem dem, er du ret skarpsindig).
Hvad får dine kunder ud af det?
Mission og vision er fremragende at have – internt. Klarhed på værdier giver et fælles grundlag, der trækker i samme strategiske retning i hverdagen. Så langt, så godt. Men dine kunder ser ikke det mission statement, du har hængende på kontoret, og de går ikke ind på dit website og læser om din vision. Og hvis jeg havde en femmer for hver virksomhed, der har en vision om at være ”preferred partner”…
Dine kunder vil bare gerne vide, hvad dit produkt gør for dem.
Giv dine kunder et løfte
Vi kalder det ’et manifest’. Det er dit løfte til kunden. Det er her, du klart og tydeligt fortæller, hvad du står for, og hvad kunden kan forvente af dig. Hvis det, du lover, svarer til kundens forventning, virker manifestet som et håndtryk – I har en aftale, kunden husker dig bedre og køber gerne noget af dig igen.
Det fungerer også internt
Samtidig kan du bruge dit manifest internt. For hvad betyder løftet til kunden for jeres produktudvikling? For jeres kundeservice? For produktionen? Et løfte til kunden forpligter til at gøre alt, hvad I kan, for at opfylde det. Også uden for mødelokalet og på de dage, hvor I har travlt med drift.
Manifest i både butik og mølle
Vi udvikler manifest sammen med vores kunder. Den økologiske melproducent Skærtoft Mølle kunne også se idéen i et manifest fremfor mission/vision. Nye ejere og gamle medarbejdere samledes til en workshop med Shark & Co. Snakkede vi værdier, vision og mission? Ja da. Men resultatet blev et nyt manifest, som fremover findes på al emballage. Det gør det nemt for kunden ude i butikken at se, hvad Skærtoft Mølle egentlig lover. Beviset smager de, når de kommer hjem. Det skaber en stærk sammenhæng, kunden husker.
Manifestet hænger også på væggen hjemme hos Skærtoft Mølle og emmer af passion og kærlighed til kompromisløs kvalitet.
Tag fat i Allan (40 31 31 63) eller Mette (
23 29 25 26), hvis du vil høre mere om et manifest til din virksomhed.